Gekko in english
Ejerkredsen bag Relationshuset, Gekko og Circle stifter holdingselskabet YouMeWe


Østerbro, d. 7. marts 2008

Ejerkredsen bag Relationshuset, Gekko og Circle stifter holdingselskabet YouMeWe, som fremover danner fælles paraply for de tre virksomheder. Dermed har den danske relationsmarkedsførings-branche fået en ny sværvægter. Fremtiden byder på innovation frem for vækst.

YouMeWe er navnet på det nye selskab, som kræfterne bag Relationshuset, Gekko og Circle har stiftet. Relationshuset og Gekko repræsenterer mange års erfaring med dialog- og relationsmarkedsføring, mens Circle tilfører YouMeWe de digitale løsninger til at føre strategier og kampagner ud i livet.

Jan Køhler, Relationshuset: ”Dannelsen af YouMeWe er en naturlig konsekvens af vores daglige samarbejde, idet kunderne ofte efterspørger kombinationen af vores bureauer. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at YouMeWe ser dagens lys for at give os større muskler at spille med.”

Musklerne skal blandt andet bruges til såvel at tiltrække som at fastholde medarbejdere gennem et fortsat attraktivt arbejdsmiljø, hvor nytænkning er i hovedsædet. Denne tilgang har Relationshuset og Gekko allerede vundet international anerkendelse for ved flere lejligheder. Men fordelene ved at have YouMeWe som fælles paraply betyder ikke, at de tre virksomheder bliver fusioneret. I det daglige vil Relationshuset, Gekko og Circle således stadig være tre af hinanden uafhængige enheder, og det er der en hel specifik grund til.

Finn Overgaard, Gekko: ”Vi har hver især haft stor succes som ejerdrevne og uafhængige bureauer med en sammentømret stab af medarbejdere. Ingen stordriftsfordele vil nogensinde kunne opveje tabet af de mindre og kreative enheder, som vores medarbejdere trives med, og som skaber resultater for vores kunder. Tværfaglighed og kvalitet går i vores branche ikke hånd i hånd med stordrift.”

Af denne grund er ambitionen heller ikke, at Relationshuset, Gekko og Circle sammen skal vokse sig store. I stedet bliver der satset på at etablere relationer med eksterne samarbejdspartnere. Et sådant samarbejde blev eksempelvis indledt med Innovation Lab i januar. På sigt vil de tre ejere dog ikke afvise, at YouMeWe bliver en familie på fire eller fem – mindre enheder vel at mærke.

Innovation frem for vækst Frem til 2008 har fokus været på at nå en kritisk masse, hvad angår omsætning og antallet af projekter. Sammenfaldende med stiftelsen af YouMeWe sker der imidlertid et strategiskifte, og alle kræfter bliver nu sat ind på at finde frem til den næste generation af relationsmarkedsføring.

Maria Furbo, Relationshuset: ”Vi er på rigtig mange måder tilfredse med den udvikling, som virksomhederne har gennemgået i 2007. Vores målsætning for 2008 er at fortsætte med at vokse, men ikke i samme omfang som i det forgangne regnskabsår. I stedet vil vi fokusere på at investere i og videreudvikle vores faglige platform, så vi bevarer vores førerposition.”

Målt på bruttoavance er det Relationshuset, der er storebror. I 2007 havde Relationshuset en bruttoavance på 11,6 millioner kroner, mens Gekko havde en bruttoavance på 7,2 millioner kroner og Circle 3,9 millioner kroner. Den samlede bruttoavance for de tre virksomheder var således på 22,8 millioner kroner med et overskud før skat på 3,1 millioner kroner. Fra år til år er det en vækst i bruttoavancen på 36 procent og en tredobling af overskuddet før skat. I 2006 lød den samlede bruttoavance på 16,8 millioner med et overskud før skat på 900.000 kroner.





Nyheder Tilbage til forsiden

Under navnet Relationshuset|GEKKO smelter to stærke dialogbureauer sammen

Gekko og Relationshuset vandt sølv ved årets ECHO prisuddeling i Las Vegas

Ejerkredsen bag Relationshuset, Gekko og Circle stifter holdingselskabet YouMeWe

Gekko Friends - Følg de 6 låntagere fra 3. verdenslande, som vi har investeret i

Gekko vandt hele 5 statuetter – 2 heraf i samarbejde med Relationshuset – ved årets Echo Award prisuddeling

Gekko har i alt 5 priser i udsigt ved årets DMA ECHO Awards – 2 af dem i samarbejde med Relationshuset

Gekko prisvinder ved årets DM-dag

7 nomineringer til DM-dagen 2007